Let's run away to a secret place ~ Drew Atkins.

Drew hævede brynene lidt. Det hun sagde. Ville have sagt stop, hvis hun da ikke var blindte af det der skete omkring hende med ham. Han trak en smule på skulderen og så tomt ned i jorden. "Othilie.. Jeg forstår hvis det ikke fænger for dig med mig. Jeg har jo et lille eller stort rygte...eller ja.." sagde han.
"Hvis du vælger at sige stop nu... Skal du vide at jeg finder dig som noget af det bedste i mit liv der er sket..." sagde han og gik hen til hende.
Et lille strø overkom hendes kind, fra hans venstre hånd. Han så ned på hende, og kyssede hende blidt på kinden. "Du ved hvor du finder mig... Men det nemmest om natten..." sagde han og gik uden om hende, hen mod døren.

Othilie så bare lidt over mod ham, lyttede til hans ord. Okay ja, hun kendte til det rygte han bar på sine skuldre, men det betød ikke at det ændrede hendes følelser. Rygter kunne være utrolig grumme, men det handlede bare om at vise andre at man kunne være andet end det rygterne gjorde en til.
Hun så lidt ind i hans øjne, da han gik hen til hende. Hun ville gerne have smilet til ham, men hendes humør var ikke højt nok til det. Hun formåede kun at komme med et lille, svagt smil der nok mest af alt mindede om en grimasse.
”Jeg kan godt lide dig Drew, utrolig godt endda. Og da jeg sagde jeg ville have sagt stop, var det ikke til os, men til hvis du ville tage min uskyld. Det er det jeg ikke er klar til...” hun så ikke på ham imens hun snakkede. ”Jeg er ligeglad med rygterne om dig, for den måde du behandler mig på, ligger så utrolig langt væk fra rygterne...” Hendes stemme var lavmælt, og hun var ikke helt klar over om han bare var gået. Men hun havde ikke haft nogen intentioner om at stoppe ham. Han måtte gå, eller blive og lytte til hende. Hun ville ikke bestemme over ham. Men selvfølgelig håbede hun inderligt at han var stoppet op, da hun var begyndt at snakke.

Drew trak vejret dybt, og så op. Han hørte hvad hun sagde, og tænkte over det. Okay. Så var det på plads. Hun 'elskede' ham. Han trak vejret lidt dybt, oh stoppede op ved døren.
"Othilie, mit rygte er ikke godt for dig..." sagde han og gik hen mod hende. Han gik ombag hende, lagde hænderne om hendes hofter. "Lærerne kan ikke lide mig, elever mener jeg er et dårlig symbol på mugglere, og mugglerne synes jeg er en gadedreng.. uden opvæks.." sagde han og lagde hovedet ned mod hendes hals. "En fin lille pige som du, burde tænke lidt over hvem hun vil komme sammen med.." sagde han og kyssede hende endnu en blidt gang på halsen.

Othilie så først på ham igen, da han begyndte at snakke. Hun bed sig hårdt i læben, for ligesom at holde tårerne inde, da hun sagtens kunne bryde ud i gråd nu. ”Jeg er da ligeglad med om dit rygte ikke er godt for mig!” sagde hun fast og så mod ham.
Da han gik om bag hende og lagde hænderne mod hendes hofter, stirrede hun bare lige ud. Faktisk så hun direkte hen mod et vindue, hvor hun kunne se det svage omrids af dem begge. Hun lyttede til det han sagde, selvom hun dog ville ønske hun havde kunnet lukke ørerne for hans ord. ”Hvorfor siger du det?” sagde hun langsomt –”Hvorfor skal du gøre det endnu værre end det i forvejen er, ved at sige de ord, på en måde, som for mig til at føle at du ikke ønsker mig?” tilføjede hun lige efter. Hun så stadig bare mod ruden, kiggede på det svage omrids af en dreng og en pige, dem.

Drew kørte hænderne om på maven af hende, og hørte svagt på hende. "Så du ville gerne være sammen med en som mig.." sagde han roligt og og hviskende i hendes øre.
Drew rettede blikket op mod ruden, han smilede ikke, bare en tavs mini. "Jeg siger det.. fordi du er den pige der gav mig stiv penis på rimlig kort tid...og.." sagde han og så op. "Hvis jeg ikke ønskede dig, ville jeg have gået med det sammen, bare lad dig være blevet tilgrin.." sagde han og trak hende lidt ind til sig.
"Og sagde jeg ikke du var det bedste der var sket i mit liv, var min søde lille pige?" sagde han så og grinte svagt. Han kiggede igen ud ad vinduet og tænkte på at solen var ved at gå ned. "Ville du blive sur hvis jeg sagde jeg snart måtte gå, for jeg skal ud og ginde min tøs?" sagde han så og så spørgende på hende fra siden. Når han snakkede om 'sin tøs' snakkede han om sin Thestral.

Othilie så lidt ned på hans hænder, da han kørte dem om på maven af hende. Dog så hun kort efter mod ruden igen, med et meget udtryksløst ansigt. Der var ikke det mindste smil at se på hende læber, lige nu. Hun flyttede sine hænder op til hans, uden at fjerne blikket fra ruden eller fortrække en mine.
”Jo, det gjorde du godt nok....” sagde hun langsomt, og fremtvang et lille smil. Hun så stadig hun ind i vinduet, eftersom det var den eneste måde hun virkelig kunne se på ham. Hun kunne jo ikke dreje sit hoved helt bagom, så hun kunne se ham på den måde.
Hun hævede brynene en anelse over det hans sagde, og lagde hovedet let på skrå. ”Din tøs?” sagde hun med en meget undrende og halv vred stemme. Hun forstod ikke helt hvad han mente med hans tøs, eftersom han lige havde sagt at han kunne lide hende. Forhåbentligt jokede han bare, eller sådan noget. Hun ville i hvert fald blive godt sur, hvis han havde en anden tøs.

Drew smilte svagt. "Det gjorde jeg såment.." sagde han og trak vejret helt ned i maven.
Han kunne næsten se hvordan hun fik et andet ansigtudtryk, og hendes stemme der lød mere vred end ja, end nogen siden før han havde hørt! Han begyndte svagt at grine. "Ja, min tøs? Hun går ude i den Forbudt Skov og jeg finer hende normalt altid der ude, da hun har fået lov at begive sig rundt på skolen af en tidligere professor.." sagde han og så lidt undrende på hende. Han kunne ikke rigtig se problemet, dog havde han ikke tænk over det kunne lyde som en pige.
"Hvad er der da i vejen med det?" spurgte han så og lød lidt forvirret i den måde han sagde det på.

Othilie kunne mærke en hvis vrede brede sig i hende. Eller, det var nærmere en blanding af vrede, jalousi og forvirring. Hun forstod ikke helt hvad han snakkede om med en tøs. Nu følte hun sig virkelig utrolig dum, fordi han jo tydeligvis snakkede om en pige, og ikke bare en eller anden ting eller noget.
Hun sukkede tungt over det han spurgte om til sidst, og knyttede den ene næve en smule. Stadig uden at se på ham, begyndte hun at snakke; ”Hvad der er i vejen med det? Det siger da sig selv!” Hendes stemme var stadig lettere forvirret, blandet med vred. De to ting der lå højest på hende lige var dem. Hun var vred over at han tog så let på en anden tøs, og forvirret fordi det virkede som om han selv mente det var den mest normale ting, at man så en tøs, ude i den forbudte skov og at en professor havde givet tøsen tilladelsen til det.

Drew fattede ikke hvad hun snakkede om. Han så lidt forvirret på hende, fra siden af. Han valgte så at slippe hende og vende hende om. "Nej, det siger ikke sig selv! Jeg har haft hende i to år, så gider du lige?" sagde han og så lidt alvorligt på hende. "Jeg holder virkelig af hende, og sommetider ridder jeg på hende?" sagde han og så forvirret på hende. Han tog en hånd til hendes kind, for ligesom at løfte hendes hoved lidt op så de så på hinanden.

Othilie vendte sig lidt modvilligt om mod ham, eftersom han jo tog fat i hende og vendte hende om mod ham. Hun så lidt på ham, med vendte så blikket mod gulvet, med et trodsigt, stadig halv forvirret blik. Hun åbnede munden en anelse, men tog hurtigt sig selv i det, og lukkede den derfor igen. ”Undskyld.. Ridder på hende?” spurgte hun nu mere forvirret end vredt. Enten var det jo fordi han virkelig gav den hele armen med hende, eller også snakkede de bare slet ikke om det samme. Hun så langsomt op mod ham, eftersom han jo tog hånden ned til hendes kind, og nærmest tvang hende til at se på ham. Hun så lidt ind i hans øjne, med et forvirret blik.

Drew så på hende, og da hun sagde noget, gik det op for ham, de snakkede om to forskellige ting. "Ja, men jeg ridder på en Thestrale... Og du troede vel jeg red på en pige... Jeg kalder hende Tøs, fordi jeg ikke kunne finde på et navn til hende.. Men det er udsevandeligt at jeg kan se Thestaler.. Kun folk der har set døden med magi, kan se dem.. Men jeg kan også... Jeg så bare en muggler død...." sagde han og så på hende. Han lagde hovedet ned mod hendes pande, og så på hende. "Jeg har aldrig haft fortalt om hende til nogen anden før..." sagde han og kyssede hende blidt på næsen. "Giv mig en grund til at skulle være dig utro på en og sammen dag.." sagde han så og så ned på hendes brune øjne.

Othilie lyttede en smule forvirret til det han sagde, og ved de sidste ord, nikkede hun en smule. Hun havde godt hørt om Thestraler, men eftersom hun aldrig har set nogen dø, har hun ikke kunnet se dem. Hun havde dog også længe troet at det bare var opdigtede skabninger, dem der havde set nogen dø, havde opfundet på grund af deres sorg over den døde. Men da det kom fra hans mund, føltes det mere ægte, end de små rygter hun før havde hørt om disse væsner.
Hun så lidt ind i hans øjne, da han lagde panden mod hendes, og fremtvang et svagt smil. Ved den sidste sætning han sagde, forholdte hun sig tavs. Hun vidste ikke om det var noget hun burde svare på, og hvis hun skulle ville hun ikke. Det var et af de spørgsmål hun ikke ønskede at besvare.

Drew så på hende. "Jeg elsker dig pus.." sagde han lavt og og lukkede øjnene svagt i. Det var ikke tit han sagde det til en pige, dog havde han bare sagt i lige måde, eller ja jeg elsker dig.. når hans kærester spurgte ham. Han havde mere end lyst til at kysse hende... snave hende... omfarne hende... Han havde aldrig haft det sådan med en pige før... Som sagt, havde han jo normalt bare brugt sine kærester...
Han sank en klump. Og åbnede sine øjne igen.
Han bukkede sit hoved lidt ned og lagde der på skrå. Han begyndte at kysse hende på munden. Et kys, med de inderste følse fra ham, varme og glæde. Han lagde armene om hende og forsat sit kys.. Ikke bare det normale læbe mod læbe kys. Men det der var ægte..

Othilie så på ham, da han sagde det, og mærkede en varme brede sig i hendes kinder. Ingen dreng havde før sagt det til hende, eller jo, men hendes far talte vist ikke rigtig med. ”Jeg elsker også dig,” hviskede hun lavmælt til ham, imens hun så ind i hans øjne. Hun kørte sin hånd ned over hans kind, blik og smilede en anelse. Hun fjernede ikke blikket fra ham en eneste gang.
Hun kunne ikke lade vær med at smile, lige da han kyssede hende. Varmen rislede endnu en gang gennem hende, som den havde gjort alle de andre gange han havde kysset hende. Hun førte den ene hånd op til hans kind, imens hun lagde den anden omkring livet på ham. Hun stillede sig helt ind til ham, for ligesom at gøre det helt klart at hun også selv tog del i det, og ikke bare lod ham kysse hende. Derefter begyndte hun også at gengælde hans kys.

Drew smilede en anelse over det hun nu sagde. En bestemt følse kom frem i ham. En følse han kun havde følt dengang han var helt lille, før hans fem års fødsledag.. Det mindede ham om den gang hans forældre havde sagt til ham de elskede ham. Det var jo så også deres sidste år til ham, men det var ikke det de mindede ham om. Det mindede ham om, at der virkelig var nogle der holdte af ham.. For den han var, og ikke for hans udseende, emech eller noget som helst andet!
Han følte hendes læber hjalp til, han kunne mærke en tåre trille ned af hans fra hans ene kind. Han græd svagt i deres kys.
Hænderne omme bag hendes ryg, lå på hendes skylderplader, han begyndte roligt at knytte nævnerne lidt, men det var dog af glæde.


Drew stoppede deres kys, og så til siden, han bed sig selv i underlæben, og lod sine tåre trille ned fra hans kind. Han havde ikke grædt foran en anden person før. Normalt når han græd, var det om natten, hvor han sad med et billed af ham, hans mor og hans far. Fra den gang hvor han var 3 år. En sød lille dreng, med et kæmpe smil, med to forældre der var lige så glade, og smilte med et gilmt i øjet. Han havde dog stadig det billed. Bare der hjemme.. Han havde aldrig vist nogen sine ting, sit hjem eller sine ægte følser. Han blev normalt bare altid vred når nogle spurgte ind til hans forældre eller om hvordan de døde.. Hvordan han havde det med det, og over deres død.. Det pissede virkelig Drew af når nogle kom med sådan et spørgsmål. Men det var dog så også en af åresager til at han gjorde de ting mod folk.. Hvis han følte at de havde gjort nar af ham eller noget som helst der havde med døden af gøre. Truede han dem gerne for livet eller brækkede deres arme.
Drew så på Othilie, "jeg går hjem.." sagde han og så igen til siden. Han kunne ikke lide at græde foran andre.. "Det her virker svagt.." sagde han og hentød til at han græd.
Han slap hende, og kyssede hende blidt på hver kind, og tog hendes hænder væk fra hans krop. Han vendte sig om, og gik hen til døren, åbnede den og så om en gang. "Jeg bor i Hogsmeade.." sagde han som det sidste og gik ud af døren.

//Undskyld jeg bare sådan afslutter dette emne, men jeg har haft virkelig svært ved at finde på noget at skrive, og så vidste jeg at jeg kunne lave en meget følseladen afslutning fra hans side.//

Othilie gengældte stadig kysset, med øjnene lukkede blidt i. Det var først da han træk sig lidt væk, brød kysset, at hun åbnede sine øjne. Hun havde virkelig nydt kysset, men hun ville ikke bare prøve på at kysse videre med ham, når han trods alt lige havde brudt kysset. Hun førte en tot pandehår om bag øret, og så nu på ham. Han græd. Hun bed sig let i læben, og holdte trangen til at spørge hvad der var galt inde. Han kunne selv sige det, hvis han virkelig gerne ville ud med det.
”Hey nej, det er okay...”hun planlagde egentlig at ville have sagt noget mere, men da han trådte væk fra hende, og gik over mod døren holdte hun ligesom mund og så bare efter ham. Hun havde et ret forvirret ansigtsudtryk, fordi det undrede hende hvorfor han følte sig så svag når han græd. Hun var jo ærlig talt ligeglad .. Men igen, hun ville ikke stoppe ham, hvis han gerne ville gå.
Hun åbnede munden for at sige noget mere, men han kom hende i forkøbet og sagde at han boede i Hogsmeade. Det var faktisk det hun ville til at spørge om. Hvor han boede. Nu havde hun fået svar, og hun lod ham derfor bare gå.
Nu stod hun så bare alene tilbage, så mod døren der havde lukket sig, efter ham. Hun var stadig utrolig forvirret, men nu vidste hun hvor han boede, så hun skulle nok støde på ham, når hun engang kunne komme til Hogsmeade igen. Hvilket først var om nogle uger, men det skulle nok gå. Hun måtte bare lige tage sig lidt sammen, og leve med at han bare sådan var smuttet.

//Det er fint. //