What a great day - Crystal Dawnson.

Tid: Klokken er omkring 13:30.
Sted: Nede ved den store sø.
Omgivelser: Faktisk en del personer, fordi vejret er så godt. En stor sø, den der blæksprutte fra bogen og så nogle få træer hist og her.
Vejr: Solen skinner, det er skyfrit og det blæser ikke specielt meget.
Dag: Søndag.

Solen stod højt på himlen, og bagede ned på de mange elever der var søgt udenfor, på grund af varmen. Det var også klart de var det. Hvorfor spilde dagen indenfor, når man lige så godt kunne ligge udenfor og lave lektierne til den følgende dag. Der var i hvert fald en del ved den store sø, som for eksempel den mørkblonde pige Valentina. En sjette års elev, fra Huffelpuff kollegiet.
Valentina var søgt udenfor med nogle pergamenter, hendes eliksirbog og hendes besværgelsesbog. Hun ville lave sine lektier, selvfølgelig ville hun det. Men hvem sagde man ikke kunne ligge udenfor og nyde solen samtidig med? Det var i hvert fald hvad hun gjorde, og det fungerede fint for hende. Hun lå på maven i græsset, tæt ved søens kant. Hendes hvide top var trukket en anelse op, fordi hun gerne ville have lidt sol på ryggen. Hendes sorte shorts havde hun dog ikke gjort noget ved. Hun fik jo alligevel sol på benene fordi det jo var shorts. Eliksirbogen lå åben, til højre for hende, imens hun var i gang med at skrive en stil ned på et pergament. Besværgelsesbogen hun også havde taget med ud, var til når hun så var færdig med eliksirstilen. Det var jo ikke den eneste lektie hun havde for til i morgen. Der var en del der skulle laves, og noget var hun allerede færdig med. Både eliksir, besværgelse, forsvar mod mørkets kræfter og magiens historie. Hun ville dog ikke bruge hele sin søndag på lektier, så dagen forinden havde hun lavet stilen til magiens historie og hun planlagde at lave Forsvar Mod Mørkets Kræfter, når hun havde spist aftensmad.

[quote="Valentina McMillan"]Tid: Klokken er omkring 13:30.
Sted: Nede ved den store sø.
Omgivelser: Faktisk en del personer, fordi vejret er så godt. En stor sø, den der blæksprutte fra bogen og så nogle få træer hist og her.
Vejr: Solen skinner, det er skyfrit og det blæser ikke specielt meget.
Dag: Søndag.

Solen stod højt på himlen, og bagede ned på de mange elever der var søgt udenfor, på grund af varmen. Det var også klart de var det. Hvorfor spilde dagen indenfor, når man lige så godt kunne ligge udenfor og lave lektierne til den følgende dag. Der var i hvert fald en del ved den store sø, som for eksempel den mørkblonde pige Valentina. En syvende års elev, fra Huffelpuff kollegiet.
Valentina var søgt udenfor med nogle pergamenter, hendes eliksirbog og hendes besværgelsesbog. Hun ville lave sine lektier, selvfølgelig ville hun det. Men hvem sagde man ikke kunne ligge udenfor og nyde solen samtidig med? Det var i hvert fald hvad hun gjorde, og det fungerede fint for hende. Hun lå på maven i græsset, tæt ved søens kant. Hendes hvide top var trukket en anelse op, fordi hun gerne ville have lidt sol på ryggen. Hendes sorte shorts havde hun dog ikke gjort noget ved. Hun fik jo alligevel sol på benene fordi det jo var shorts. Eliksirbogen lå åben, til højre for hende, imens hun var i gang med at skrive en stil ned på et pergament. Besværgelsesbogen hun også havde taget med ud, var til når hun så var færdig med eliksirstilen. Det var jo ikke den eneste lektie hun havde for til i morgen. Der var en del der skulle laves, og noget var hun allerede færdig med. Både eliksir, besværgelse, forsvar mod mørkets kræfter og magiens historie. Hun ville dog ikke bruge hele sin søndag på lektier, så dagen forinden havde hun lavet stilen til magiens historie og hun planlagde at lave Forsvar Mod Mørkets Kræfter, når hun havde spist aftensmad.
[/quote]

[quote]Rawnclaw-eleven, Crystal på 5. årgang, havde valgt at begive sig udenfor, i det fremragende vejr. I hænderne havde hun sit pergament, en pen og sin bog til Magiens historie. Der var meget arbejde foran hende, men på grund af solen, var det dog ikke noget problem. Opgaven de havde fået var at de skulle skrive om den legendariske troldmand Merlin. Håret havde hun sat op i en knold, så hun også kunne få noget sol i nakken. Crystal kiggede ud over de mange elever, der havde valgt at nyde dette pragtfulde vejr, størstedelen af dem havde sat sig i grupper, grupper som Crystal ikke kunne sætte sig hen til, men alligevel grupper.
Crystal valgte et meget solrigt sted, dog meget tæt på søen, og kiggede ud over søen, som på denne dag var dybblå, dybere end Rawenclaws blå farve.[/quote]

En typisk flittig pige ved navn Helena sidder ved roden af det store træ tæt ved søen, med pen og pergament hvor hun næsten er færdig med den sidste stil i Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Midt i en sætning går hun i stå da hun ser kæmpeblæksprutten svømme oppe ved vandoverfladen, 'det er bare varmt, vi sveder og den kan svømme i søen, det.' Helena går i stå midt i sin egen tanke og skriver videre men lidt efter bliver hun igen distraheret af kæmpeblæksprutten, så hun beslutter for at gøre den færdig indenfor i Gryffindors opholdstue hvor der sikkert er lidt mere fred og ro. Helena rejste sig lidt stivt fordi hun havde siddet stille længe, Helena tog sin pen og pergamenter plus bog op og begyndte at gå den halve vej rundt om søen og op til slottet.

Valentina løftede langsomt hovedet fra pergamentet, da hun havde fuldført sætningen. Hendes blik gled ud over den store smukke sø, hvor solen spejlede sig så smukt i, at vandoverfladen kom til at ligne tusind små diamanter. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt over synet af det. Hun elskede søen, og havde altid gjort det. Det var nok det sted hun tilbragte mest tid, både vinter og sommer.
Hun førte langsomt en hånd igennem det løsthængende hår, og sukkede lavt. Hun gad ikke lave lektier mere. Hun ville hellere bare nyde vejret, slappe af, sove liv måske. Men nej’nej, i stedet skulle hun bruge en søndag på at knokle på stile, lektier og alt sådan noget. Kedsommeligt, når man tænker på alle de ting hun jo ellers kunne lave.
Hun løsrev blikket fra søen, og så ned på pergamentet igen. Hun var snart færdig, og så kunne hun gå i gang med besværgelser i stedet. Det var da altid noget.. Så ville der jo være en mindre lektie at lave. Hun tog fjerpennen i hånden igen, og begyndte at skrive ned igen. Hun koncentrerede sig meget, eftersom det var hendes sidste år og karaktererne for hendes lektier på denne årgang, var utrolig vigtige.

Crystal kiggede op fra pergamentet, og så rundt på de andre. Hendes mave begyndte og rumle, og hun så ned på papiret igen. Hun kunne ikke finde de rigtige ord til at afslutte den sidste sætning med. Hun lagde sig ned i græsset, og lagde sine ting ved siden af sig, og besluttede sig for at hun ville gøre lektierne færdige når hun kom ind, da hun ikke fandt det særligt interessant at skrive mere. Hun efterlod sine ting, og begav sig helt ned til søen, hvor hun derefter tog sine sko og sokker af og satte fødderne ned i vandet. Hun mærkede vandets brusen, og smilede derefter op til solen. En pragtfuld dag, var det hun tænkte på i øjeblikket, og begav sig til at nynne en sang.

Da Helena næsten var henne ved enden af søen ser hun nogen af de andre elever som sidder i gruppe og kommer til at tænke på: 'Hvorfor tilhører jeg ingen af dem, hvorfor er jeg helt alene?' Helena rystede på hovedet og gik videre lidt hurtigere denne gang for at se om det kunne ryste tanken ud. Helena så ud over søen en enkel gang, hvor hun lige nåede at se en pige med fødderne i vandet og en anden pige som lå på maven og skrev et eller andet men Helena gik bare videre uden rigtig at tænke over at de begge sad alene.

Valentina fjernede endnu en gang blikket fra pergamentet, men denne gang var det fordi en person passerede hende. En mørkhåret pige. Hun fulgte pigen med blikket, da hun satte sig med fødderne i vandet. Det fik hende til at smile lidt, inden hun så hurtigt fjernede blikket, for at forsætte. Den sidste afsluttende sætning blev skrevet, inden hun så lukkede eliksirbogen i og tog en dyb, afslappet indånding.
Hun fjernede roligt pergamentet og trillede så om på ryggen. Hun lukkede øjnene i, og nød bare solens varmen, imens hun lyttede til den svage lyd af vand, og de mange stemmer. Endnu et afslappet suk forlod hendes læber, og trangen til bare at begynde at grine bredte sig i hende. Hun holdte den dog tilbage, fordi hun ikke havde lyst til bare at bryde ud i latter, sådan midt i det hele, foran en masse personer hun aldrig før havde snakket med. Så ville hun for alvor gøre sig selv til grin, selvom hun allerede var god nok til det i forvejen, fordi hun var en anelse klodset. Dog ville det på ingen måder være det sammen, fordi hendes grin ville komme uden hun havde gjort noget dumt. Hun ville bare pludselig grine. Nej! Det måtte hun ikke, og derfor lod hun også vær.

Crystal kiggede op fra vandet, og kiggede op på himlen. Der var ikke en sky at se milevis, og det var et godt tegn, Crystal flyttede sit blik fra himlen, og over til nogle 2-års elever fra Rawennclaw, der legede rundt tæt nede ved søen, hvor de kastede vand på hinanden. Crystal smilede mildt, og lagde sig ned på ryggen, og nød solens stråler på hendes krop. Græsset berøring, føltes blid imod hendes hud, og mærkede at en græshopper kravlede på hendes arm. Hun kiggede ned af armen, og fandt græshoppen siddende på hendes albue, hun smilede og lukkede derefter øjnene.

Da Helena kom ind gennem de kæmpe, tunge trædøre ved indgangshallen stopper Helena op da hun kigger op på de kæmpe beholdere med rubinerne i forskellige farver men går videre før hun kommer på en tanke og skynder sig videre op ad marmor trappen som fører op til Gryffindors opholdsstue. Mens Helena går op ad trappen, de hemmelige korridorer og flere trapper tænker hun på den stil hun mangler at skrive færdig og komme med ider i hovedet om hvordan hun skulle skrive det. Da Helena når portrættet af den fede dame Når den Fede Dame lige at kigge på hende inden Helena siger: "Caput Dragonis" og portrættet med den Fede Dame svinge til side.

Valentina trak en smule op i trøjen, bare så den lige kom op over hendes navle. Hun gjorde det udelukkende for at få lidt sol på maven, og så fordi hun syntes solen var meget rare når den ikke havde noget tøj, som den varmede op.
Langsomt åbnede hun øjnene igen, og sukkede lavt for sig selv. Vejret var skønt, men kedsomheden var begyndt at ligge sig over hende, som et tungt lag. Hun manglede virkelig bare nogen at snakke med. Nogen der kunne underholde hende og gøre dagen endnu bedre, end den i forvejen var.
Hun førte en hånd igennem håret, inden hun langsomt rejste sig op. Hun vandrede ned til vandkanten, og lagde sig på maven ved den, inden hun så stak fingerspidsen ned til overfladen, og kørte fingeren rundt i det. Hun smilede en anelse for sig selv, og sukkede afslappet. Egentlig vidste hun godt hun havde forladt sine ting lidt længere oppe, men hvem skulle dog være interesseret i at tage hendes ting. Og hvis de kiggede efter, for at lave en stil, ville det jo bare være deres eget problem og ikke hende. Endnu en gang sukkede hun, stadig kun af ren afslapning og intet andet.