What a day! ~ Alexander Leather.

T: Klokken er nok omkring 19:47
S: En af, de mange, hemmelige korridorer.
O: Ingen personer overhovedet, på nær Valentina selv. Nogle få vinduer, et par billedet og nogle sten bænke.
V: Udenfor regner det kraftigt, og det blæser også en del. Der er overskyet og allerede utrolig mørkt, i forhold til at det er forår.
D: Det er en fredag.

Stilheden lå tungt over den lille, mørke korridor. Der var ingen stemmer der kunne høres, og ingen personer der inde. Altså på nær en mørkblond pige, der sad op af væggen, og bare gloede lige frem for sig. Valentina var hendes navn. En elev på hogwarts skole for hekse kunstner og troldmandskab, sjette årgang, Huffelpuff.
Valentina lod et tungt suk forlade sine læber, imens hun langsomt skubbede en lok hår om bag øret, som var gledet for meget ned foran hendes ene øje. Hun lyttede lidt til regnens pisken mod ruden, den fangede ligesom hendes opmærksomhed og fik hende til at slappe en smule af. Valentina sad klædt i et par cowboy jeans og en sort top, samt nogle mørkeblå sneakers, der efterhånden var godt slidt. Hun havde bevæget sig ind til den afsides korridor, fordi hun var blevet træt af alle de mange højtråbende folk. De havde givet hende en forfærdelig hovedpine, ovenpå en dag der allerede havde været dårlig nok i forvejen. Egentlig vidste hun ikke præcis hvad der havde gjort den dårlig, men nogen havde i hvert fald ødelagt hendes humør fuldstændig. Og det var allerede sket ved morgenbordet, så hun havde faktisk været ret arrig det meste af dagen, hvilket havde gjort at mange havde holdt sig lidt på afstand.
Hun sukkede endnu en gang, inden hun tog en dyb indånding, for ligesom at slappe ordentligt af. Det virkede da også i kort tid, inden hun så spændte lidt i kroppen igen.

Alexander gik ind i de hemmelige korridorer, fordi han på en måde gerne ville være alene, og fordi han også vil tale med en som følte sig alene. Han så straks en pige med lysebrun/leverpostejs hårfarve. Han gik hen imod pigen og smilte så skævt. ”Føler du dig også tit alene?” spurgte han og bed sig i læben. Han havde egentlig ikke særlig meget mod i sig. Han smilte lidt større til hende, han prøvede virkelig men det lykkedes ikke. ”Åh…undskyld jeg hedder Alexander Leather, dig?” spurgte han og tog sin hånd om bag nakken, hvilket han altid gjorde når han var nervøs. Han ville ikke dumme sig for meget, så han talte heller ikke særlig meget. Hvad laver hun egentlig her? Hvorfor gider folk ikke være sammen med hende? Folk vil ikke med mig for de mener jo jeg er komplet dum, hvorfor går jeg så på Ravenclaw hvis jeg er dum? Årh nu holder jeg altså op med at stille mig selv spørgsmål! tænkte han og rystede hurtigt på hovedet.

Valentina havde siddet optaget af sine egne tanker, regnens larmen mod ruden og blæsten der fik vinduerne til at pive. Så da en drengestemme nåede ind til hende, så hun lettere forvirret op. Der stod en dreng ved hende. Et lille smil bredte sig over hendes læber, og hun lagde undrende hovedet på skrå, på grund af det han sagde. "undskyld hvad?" spurgte hun langsomt. Hun trak hovedet lidt tilbage, så hun hvilede det op af den kølige mur, imens hun så på drengen. "jeg er Valentina," svarede hun ham og smilede stadig lidt. Så drengen der stod foran hende hed Alexander, og hendes førstehåndsindtryk af ham var en smule underligt, på grund af det første han havde sagt til hende, men det kunne jo nå at ændre sig. Medmindre drengen, Alexander, bare var sådan lidt sær som person.